Jeg startede i branchen som skuespiller og elsker at udtrykke mig foran et kamera. Jeg har altid haft let ved at udtrykke følelser og elsker at gå ind og udforske forskellige universer, som også nogen gange ligger langt fra den, jeg er. Skuespiller vejen har åbnet en verden af muligheder. Muligheder for at skabe sine egne historier og formidle dem i forskellige udtryk og former.
Jeg har i løbet af de sidste par år, fået en stærk interesse i at skabe og formidle historier og budskaber. Jeg har arbejdet med projekter som blandt andet kortfilm, serier, reklamer, kampagner, musikvideoer og fashion film. Jeg har arbejdet i film- og mediebranchen i 7 år, siden jeg var 14 år gammel, hvor jeg har arbejdet hårdt på at blive dygtigere, få mere erfaring, flere kontakter og skabe et bredt netværk indenfor branchen.
Jeg har arbejdet med nogle af de største streamingtjenester i Danmark heriblandt HBO, Viaplay og Netflix Nordic, men også produktionsselskaber som STV og DR Ultra. Jeg har arbejdet som scripter ved flere kortfilmsprojekter samt runner. Sammen med HBO har jeg i sommeren 2021 været med til at skabe en amerikansk dokumentarserie “The Vow”, hvor jeg medvirkede som skuespiller. Derudover har jeg færdiggjort mit eget manuskript “Sæt mig fri”, som skal spilles på folketeatret April 2023.
Det største jeg vil kunne opnå er at skabe historier, som får mennesker til at føle noget.